SAS har mere end halveret markedsværdien

Med et værditab på over 67 pct. indtager SAS en trist førsteplads på listen over europæiske flyselskabers fald i markedsværdi i løbet af det seneste år. Ifølge en opgørelse fra Berlingske Research vil hele selskabet nu kunne købes for mindre end syv mia. kr., skriver Berlingske Tidende i dag.

SAS er dog ikke alene om at have tabt mere end 60 pct. af værdien. Det gælder også for British Airways og Easyjet, mens Air France/KLM og Lufthansa har tabt henholdsvis halvdelen og en femtedel af deres værdi. Kun det norske lavprisselskab Norwegian har formået at gøre sig selv mere værd i en tid, hvor udsigten til afmatning i verdensøkonomien og eksplosivt voksende brændstofpriser sender luftfartsbranchen ud i en kollektiv nedtur.  

Skrevet af Simon Jørgensen