SAS har sagt farvel til 20 procent i dansk afdeling

Der er skåret ret så kraftigt med flere hundrede stillinger i administration i den globale organisation, som bl.a. omfatter salg og marketing i SAS.  Det var en del af den ny spareplan og er i Danmark fuldført fra maj.

 

Den danske base havde ca. 140 ansatte (det kan beregnes på flere måder via deltid). Totalt er der reduceret 600 stillinger i den del af hele organisationen.

 

Det utraditionelle i den løsning er, at det er gået hårdt ud over salg- og marketing. Normalt er det på den front, der strammes op og sættes ind i en hård konkurrencesituation.

 

Tilbage i business bureauers agentkontakt er kun en enkelt person, nemlig Lars Andreasen, som nok ender med at få en enkelt af de helt store bureauer. De øvrige bureauer vil have deres kontaktperson placeret i Stockholm.

 

I den såkaldte Leisuregruppe, der tager sig af agenter med fritidssalg, er blevet to ud af tre, nemlig kendte navne som John Solove og Ellen Falk.

 

"Af de 26, vi har sagt farvel til, har 19 selv valgt en frivillig opsigelse, mens syv er sagt op. Det var sparekravene, og de er nu fulgt. Jeg tror ikke agenterne vil komme til at mærke den store forskel. De vil fortsat få besøg, og mange aftaler med SAS laves jo i dag også på skandinavisk eller global kontrakt, " siger marketingchef hos SAS i Stockholm, Per Møller Jensen (foto), som før organisationsændringen var chef for den med 140 ansatte store gruppe i Danmark.

 

"I dag arbejder man også anderledes i bureauerne. De forventer ikke, at vi står der konstant på besøg, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er sket en koncentrering af hele styringen i SAS, som et led i spareplanen, " fortsætter han.

 

Hvad kontakten til de store firmaer i Danmark angår, er der fortsat en stab på syv til otte medarbejdere i København, ligesom reklameafdelingen kun har mistet en enkelt ansat.

 

Skrevet af Ejvind Olesen