SAS præsenterer måske inden for en uge nye langruter til USA og Asien fra en eller flere af de skandinaviske hovedstæder, skriver norsk avis. SAS vil vokse videre i Skandinavien – mens Norwegian synes optaget af at vokse i lufthavne uden for Norden.
SAS’ koncerndirektør for salg- og marketing, Eivind Roald, siger til den norske avis Aftenposten, at SAS vil anskaffe flere fly, åbne nye ruter og udbygge sin service, bl.a. overfor sine ca. fire mio. bonuskunder.
Præsentationen af de første nye ruter skulle ifølge avisen være tæt på, måske allerede i denne uge – det kan være nye langruter til USA og måske også Asien.
Eivind Roald begrunder muligheden for at åbne nye ruter med de nye aftaler, SAS de seneste måneder har fået på plads med sine pilotforeninger. SAS’ bestyrelse har sagt OK for yderligere tre langrutefly, ud over de allerede bestilte Airbus A330 og A350.
”Vi vil endnu ikke sige, hvor de nye langruter skal udgå fra. Vi forhandler i denne tid med lufthavnene i København, Oslo og Stockholm. At åbne en ny langrute er en kæmpeinvestering, så vi må tænke kommercielt og sørge for at vi ikke bommer,” siger Eivind Roald.
SAS har flere gange tidligere sagt, at Københavns Lufthavn er dyrest af de tre skandinaviske hovedstadslufthavne.
Ifølge Aftenposten kommer mindst én af de nye langruter til at udgå fra Oslo – Miami, Boston, San Francisco og Chicago har været nævnt. SAS flyver i forvejen til Chicago fra Stockholm og København.
Eivind Roald siger, at SAS vil hæve sit niveau i Oslo Lufthavn; Norge er efter Sverige og Danmark SAS’ tre største markeder – norsk indenrigs er SAS’ største forretningsområde.
”Stadig flere passagerer vil bruge penge på at hæve rejseoplevelsen. Derfor fordobler vi vores udenrigslounge i Oslo, mens SAS’ nye indenrigslounge i Oslo skal flyttes og blive tre gange større end i dag,” siger Eivind Roald og tilføjer, at SAS bl.a. vil øge underholdningstilbuddene i sine lounger samt service på flyene, herunder maden, for de passagerer, der betaler mest for billetterne.
Norwegian siger, at selskabet bestemt ikke har opgivet at vokse i Skandinavien. ”Det er ikke rigtigt, hvis der skabes indtryk af, at Norwegian ikke satser i Skandinavien. Det gør vi absolut – og vi får også nye ruter fra Skandinavien,” siger selskabets kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik.