
Forsiden af SAS’ nye inflight-magasin, Scandinavian Traveler, prydes af en meget bleg kvinde, der nok kunne trænge til en sol-ferie, f.eks. med SAS.
FLYSELSKABER: Efter 42 år har SAS pensioneret sit berømte inflight-magasin, Scanorama. Det afløses nu af Scandinavian Traveler. ”SAS’ nye inflight-magasin tager de rejsende et skridt videre,” hedder det fra bureauet bag Scandinavian Traveler, der også vil udkomme hver måned. Magasinet får fra næste måned egen hjemmeside.
”Scandinavian Traveler vil via interessante personer give tips til steder og seværdigheder – historier, man ikke finder andre steder. Magasinet er cocktail af alt fra spændende mennesker, steder og rejseoplevelser til nytænkende entreprenører, samfundsfænomener og spændende designere,” hedder det fra Åsa Lundqvist, redaktionschef for svenske OTW Communication, der producerer Scandinavian Traveler på vegne af SAS.
”Scandinavian Traveler skal være ”et komplet livsstils- og rejsemagasin med bidrag fra nogle af Skandinaviens bedste skribenter og fotografer.”
Første nummer byder på møde med Kjetil Trædal Thorsen, grundlæggeren af Snøhetta, en berømt norske arkitekttegnestue.
”Sådan rejser vi i Norden! – Unik rejsestatistik fra det nordiske rejsemarked; ”Uber – din nye privatchauffør,” som breder sig ud over Europa og verden til flere taxiselskabers store ærgrelse, hedder det.
Scandinavian Traveler vil være på alle SAS’ fly – og på sin egen hjemmeside, scandinaviantraveler.com, fra 1. november. På nettet er ud over magasinet flere rejsetips, film og nyheder. Magasinet kan downloades i Newsstand via SAS app.
Til standby.dk oplyser Åsa Lundqvist, redaktionschef for OTW Communication: ”Scandinavian Traveler vil udkomme hver måned, første udgave er på 148 sider, fremover vil Scandinavian Traveler have fra 130 til 180 sider hver måned.”