SAS klar til kamp mod Norwegian

Det ventes at blive en udfordring for SAS når Norwegian går over til at satse mere på transitpassagerer i Københavns Lufthavn, men ifølge SAS vil Norwegian lære, at det ikke er så enkelt endda, skriver business.dk.

 

SAS kommunikationsdirektør, Claus Sonberg, skriver i en mail, at Norwegians ændrede strategi fra ’point to point’ og til netværksoperatør ligesom SAS er interessant, men Norwegian vil få at se, at det er mere krævende –  for eksempel med hensyn til den nødvendige punktlighed, service og handling ved eventuelle forsinkelser.

 

Norwegian har sagt, at man vil satse på transfertrafik via København og landechef i Danmark, Julius Støback, nævner, at selskabet allerede har mange transferpassagerer, men at man går efter en betydelig stigning.

 

Claus Sonberg kalder Norwegian en hård konkurrent, men understreger, at Norwegian ikke skal regne med at komme let til nye passagerer, for SAS vil kæmpe hårdt for hver eneste kunde.

 

Skrevet af Flemming Juul