SAS klar til ny rute til England

SAS crjFLYSELSKABER: Fra vinterprogrammet får SAS to nye ruter fra København. En til Bremen og en til midtengelske Humberside ud mod Nordsøen, der bliver SAS’ femte destination i England.

Den kommende rute til København er kun den anden med et ruteselskab fra Humberside til Europa. KLM har i forvejen forbindelse fra Amsterdam.

Ruten til Humberside flyves fra 28. oktober fem gange om ugen – men CRJ200-jetten fra SAS med plads til 50 passagerer lander først i København kl. 21.50; dermed kan passagerer, som skal videre, kun nå dagens sidste SAS-afgange til Gøteborg og Stockholm, Bergen og Oslo, Helsinki, fire destinationer i Polen plus Palanga i Litauen. Ankomsten fra Humberside om søndagen lander dog tidligere i Københavns Lufthavn.

Ruten til Humberside vil blive fløjet hele året. Der bor to mio. en times kørsel fra Humbersides lufthavn.

Hans Dyhrfort, SAS’ regionalchef for Vesteuropa, siger: “Humber-regionen er på vej til at blive Storbritanniens hovedstad for miljøvenlig energi.”

Humberside har også rute til skotske Aberdeen, fløjet af Eastern Airways. Flyselskabet ejes af Eastern Group, der sidste år købte Humberside Airport af Manchester Airports Group. Humberside-lufthavnen er også hjemsted for tre helikopterselskaber, der betjener boreplatforme i den sydlige del af Nordsøen.

Ud over ruten til Humberside starter SAS fra København 28. oktober også ny rute til nordtyske Bremen med seks fly om ugen.