SAS kommer med overskud for 2011.

Når SAS den 8. februar offentliggør årsregnskabet bliver det med plus på bundlinjen for første gang i mange år. Helt imod analytikernes seneste meldinger for få dage siden.

Det fremgår af den officielle melding som flyselskabet gik ud med i går, hvor omkring 300 fuldtidsstillinger skal nedlægges, primært i de administrative afdelinger. Heraf omkring 100 i Danmark.

”SAS fastholder sine forventninger om et marginalt positivt finansielt resultat, ” skriver præsident Rickard Gustafson.

Det betyder på godt dansk, at der om tre uger kan berettes om et lille plus, men dog et plus i forhold til mange år med underskud.

Til gengæld skal der spares tre til fem procent i løbet af 2012, og det er også ved flere lejligheder meddelt personalet. Det vil sige et beløb på ca. to mia. sv. kr. Heraf er det første bid de nu bebudede fyringer.

Skrevet af Ejvind Olesen