SAS-ledelse kræver lønreduktion

Adm. direktør Susanne Larsen, SAS Danmark, kræver produktivitetsforbedringer på 20 pct. i form af flere arbejdsdage og øget fleksibilitet. Der kan ske lønfrysning i op til to år – og endda reduktioner i lønnen for flere medarbejdergrupper, hvis det står til direktøren. Det skriver Børsen i dag.

 

Torsdag holdes et afgørende bestyrelsesmøde i den skandinaviske luftfartskoncern, og som billedet tegner sig nu, så står parterne fortsat langt fra hinanden. Det er især det flyvende personale, der er langt fra ledelsens krav.

 

Bestyrelsen i SAS skal drøfte indstillingerne fra de faglige organisationer, der ekstraordinært er blevet bedt om at spare op til 2,9 mia. kr. for at redde SAS igennem den nuværende krise. Kilder forklarer situationen som »broget« og siger, at selvom piloterne nærmer sig på lønsiden, så er der lang vej at gå med hensyn til de strukturelle indrømmelser, der på sigt skal holde SAS flyvende. For kabinepersonalet betegnes situationen som værende gået endnu mere i hårdknude.

 

Det har fået adm. direktør i SAS Danmark Susanne Larsen til at gå i offensiven med et brev til samtlige ansatte i SAS Danmark.

 

»Som I ved, er situationen yderst alvorlig og kræver handling nu, for at SAS skal klare sig gennem finanskrisen, som både kan blive dyrere og længere end nogen anden, vi hidtil har set i SAS. Vores omkostningsniveau skal ned på niveau med vores konkurrenter. Et lavt omkostningsniveau er afgørende i vores branche,« skriver hun ifølge nyhedsbrevet Take Off.

 

Skulle tingene ramle torsdag, tyder noget på, at der kommer et møde i starten af januar, men det er endnu ikke endeligt afgjort. Der ventes at komme en briefing senest i slutningen af januar, hvor muligheden for enten omstrukturering eller samarbejde/salg er på tapetet. Dette ventes også afgjort på kommende møder, skriver Børsen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen