SAS nedlægger Bangkok-ruten

SAS er i bekneb for langdistancefly. De nuværende 11 Airbus 330/340 rækker ikke helt til et stramt program og er sårbart ved uheld på landjorden, som der har været nogle stykker af i sommer. Det bliver endnu værre til foråret, når man starter en ny rute fra København til San Fransisco. Derfor skal der ændres i den nuværende flyveplan.

 

Der har været flere gisninger, som kunne pege på stop for København-Bangkok, og det bliver, efter hvad takeoff.dk erfarer, også tilfældet. Det er planen at lukke ned med udgangen af marts, når sommerfartplanen starter, og i hvert holde lukket hele sommeren med en svag mulighed for en start igen om et års tid. Dybest set regner man næppe med at komme i gang igen.

 

SAS har i dag formentlig mellem 25 til 30 procent businesstrafik på ruten, mens resten er turisttrafik. Med de priser, der for tiden er på netop den rute og med yderligere konkurrence fra de mellemøstlige selskaber, som flyver på København, kan det kun blive endnu vanskelige at få det til at løbe rundt for SAS med høje omkostninger.

 

Beregninger på San Francisco peger i retning af, det måske kan blive omvendt belægning med 60-70 procent businesstrafik til vestkysten af USA.

 

Der har været tilløb til endnu et joint venture selskab (udover SAS-Singapore) med Thai Airways, men mangel på politisk stabilitet og tvivl om Thais planer og visioner har hidtil blokeret. Hvis det selskab bliver en realitet, skal det helt naturligt overtage den samlede rutetrafik mellem Skandinavien og Thailand.

Skrevet af Ejvind Olesen