SAS: Nye fly udleder mere CO-2

Det går den forkerte vej med miljøvenligheden, når SAS i løbet af de kommende måneder indsætter nye fly som erstatning for de ulykkesramte Dash8/Q400-fly. De nye fly forurener nemlig markant mere end dem, de skal erstatte. Det viser tal, som Morgenavisen Jyllands-Posten har indhentet hos flyfabrikanten Bombardier.

 

Hver gang, et af de nye fly af typen CRJ900 NextGen letter og lander, udleder det 17 kg CO-2 pr. sæde, mens det gamle fly udledte 10,5 kg pr. sæde. Samtidig er udledningen af kvælstofoxider mere end dobbelt så stor, selv om de nye med 88 sæder kun har 12 sæder flere.

 

Ifølge Jyllands-Posten er det kun på flyvninger, der er længere end 1.500 km, at de nye fly mere miljøvenligt end de gamle. Det får dog næppe nogen betydning, da SAS har valgt primært at indsætte flyet på de korte ruter som København-Aalborg og København-Bruxelles.

 

SAS har ellers gjort meget for at markedsføre de nye fly som en stor fordel for miljøet. I forbindelse med et besøg hos flyproducenten i Canada i sidste uge beskrev SAS Danmarks topchef, Susanne Larsen, flyene således over for Berlingske Tidende:

 

»Mit første indtryk er, at her har vi taget et skridt ind i fremtiden med supermoderne jetfly med svagt støjniveau, klart forbedret brændstoføkonomi og samtidig et miljørigtigt fly med væsentligt lavere CO-2-udslip, end vi hidtil har kendt.«

 

Ifølge SAS er de nye fly stadig mere miljøvenlige end andre fly i selskabets flåde, idet de kun bruger 0,031 l brændstof pr. sædekilometer mod 0,043 l i de næsten 20 år gamle MD80-fly. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen