SAS og Københavns Lufthavn uenig om nyt bagagenedbrud

Der var i fredags ekstra pres på lufthavnens infrastruktur pga. starten på efterårsferien. Under den forøgede belastning fik bagagesystemet, der drives af Københavns Lufthavn, problemer. Elektronikken kunne ikke læse bagagens stregkoder, som dermed skulle håndsorteres, hvilket tager længere tid.

 

Københavns Lufthavn meddelte fredag, at mindst ca. 1.000 stykker bagage ikke kom med fly. Men tallet var dobbelt så højt, sagde lufthavnens to største handlingselskaber, SAS og Novia, til takeoff.dk

 

"Vi er ekstremt hårdt ramt; mindst 1.600 stykker bagage kom ikke med vores fly eller de fly, vi ekspederer for andre selskaber," sagde SAS’ pressechef i Danmark, Mikkel Thrane, søndag eftermiddag til takeoff.dk
Det andet handlingselskab i lufthavnen, Novia, meldte om ca. 500 stykker agterudsejlet bagage. I alt 2.100 stykker bagage – dobbelt af, hvad lufthavnen oplyste.

 

”Nedbruddet skete i følge mine oplysninger fredag cirka fra kl. 5.30 til 6.31, vi beklager dybt, at nogen kom af sted uden bagage,” sagde pressechef i Københavns Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen, fredag.

 

Men den tidsramme er SAS ikke enig i. "I følge mine oplysninger virkede bagagesystemet ikke fra kl. 3.30 fredag morgen til kl. 7.45," siger SAS’ Mikkel Thrane.

 

Det er kaptajnen på flyets beslutning, om der skal ventes på forsinket bagage. Flyet kan have en slot-tid, et sted på ruten eller i ankomstlufthavnen, hvor det skal være – ellers bliver flyet endnu mere forsinket, hvis der skal ventes på en ny og senere slottid.

I første omgang skal flyselskaberne betale for eftersendelse af de ca. 2.100 stykker bagage. At eftersende et stykke bagage koster ca. 1.000 kr.
Novia indkaldte fredag ekstra mandskab eller forlængede medarbejdernes vagt.

 

Der var mange kommentarer til omtalen af fredagens bagageproblemer på Stand By. En læser skrev bl.a.:

”Man kan undre sig over at CPH’s pressechef siger at det varede fra kl. 5.30-6.30… Da jeg var i lufthavnen kl. 8.30 var der sort af mennesker i Terminal 2 og 3… Måske skulle CPH investere i det der SKAL virke, frem for at satse hårdt på butikker… Pinligt for en lufthavn der gerne vil markerer sig i toppen som de bedte i verden.”

 

En anden læserkommentar lød: ”Igen viser Københavns Lufthavn sin mangel på klasse. Det er ikke første gang, deres systemer bryder sammen.”

 

En anden læser skrev bl.a.: ”hvad nytter de fine butikker i lufthavnen, når bagagebåndet ikke virker.”

 

Og læseren "KiWi" skrev: ”Køen fredag kl. 07.25 var 250 meter lang – Lufthavnen meldte intet på sin hjemmeside – tænk at man skal til standby.dk for at læse om cph.dk”

 

Og ”Stig” skrev bl.a.: ”Nok engang er man fuld af løgn omkring bagagebåndet. Hver gang der er stor belastning på bagagebåndet går det galt.”

 

Endnu en kommentar kom fra ”Ansat”: ”Da jeg fik fri kl. 9.30 virkede bagagebåndet i perioder. Vi fik af vide, at CPH havde glemt at det var fredagen før efterårsferien og de var underbemandet i bagagen. Ligeledes i morges (lørdag, red) var bagagebåndet nede i Terminal 2 og passagerne måtte sendes i terminal 3.”

 

Og ”Petey” skrev: ”Intet nyt i, at CPH bagatelliserer bagagebåndsnedbrud og lyver om fakta. Det er utroligt, at de forsøger, at slippe af sted med det. Men hellere sende en halv milliard kr. ud af landet og så lappe lidt, frem for at lægge op til en langsigtet strategi og finde løsning på de tilbagevendende tekniske problemer.”

 

I første omgang skal flyselskaberne betale for eftersendelse af de ca. 2.100 stykker bagage. Det koster ca. 1.000 kr. at eftersende et stykke bagage med fly og efterfølgende udkørsel til passageren.

Skrevet af Henrik Baumgarten