SAS og Lufthansa ændrer samarbejdsform

lufthansa og sas lufthavnDen 1. juni 2013 ændrer SAS og Lufthansa Group samarbejdsform og afbryder sit joint venture samarbejde. Det omfattende code share samarbejde fortsætter som hidtil. Begge flyselskaber er fortsat med i Star Alliancen og alle kundefordele herfra, som for eksempel lounge adgang og optjening af bonuspoint, fortsætter.

Joint venture samarbejdet startede i 1995 og har været uændret siden. Men markedet og konkurrencen er ændret. For eksempel har Lufthansa besluttet at overføre sin Europa-trafik bortset fra Frankfurt og München til datterselskabet Germanwings, hvilket betyder en helt ny forretningsmodel. Joint venture-modellen i sin nuværende form er ikke længere fuldt kompatibelt med parternes kommercielle interesser.

”SAS og Lufthansa har haft et samarbejde siden 1995 som har været givende for begge parter. Når vi nu vælger at afslutte joint venture-delen, sker det på baggrund af, at de markedsmæssige forudsætninger er forandret. For vores kunder betyder det dog ingen større forandringer, da vi fortsat vil have et omfattende code share samarbejde”, siger Joakim Landholm, kommerciel chef i SAS.