SAS og Singapore Airlines tæt på nyt selskab

Af Ejvind Olesen

Egentlig skulle det hele have været færdigt i oktober. Eller rettere i høsten, som koncernchef Rickard Gustafson tidligere har udtalt, uden at gå i detaljer med, hvad der arbejdes på bag kulisserne.

Startskuddet bliver formentlig først i det nye år med en færdig skitse for sommerens flyplan, der vil betyde daglige afgange fra København i første omgang. Senere kan Stockholm komme ind i billedet. Og selv om ingen på nogen måder vil bekræfte det, ser man også kærligt på Helsingfors for at møde Finnair på hjemmebane.

Der forhandles om to muligheder. En aftale som den kendes i dag mellem SAS og Lufthansa, hvor man enes om ruter og hvem der flyver. Når dagen er omme deles på bundlinjen.

Eller mere sandsynligt et helt nyt joint venture. Et nyt selskab med fælles indtægter og udgifter startende med daglige afgange mellem København og Singapore, fløjet af en af parterne, eller et helt tredje selskab som for eksempel PrivateAir. Da Singapore Airlines har masser af fly, vil det nok blive dem, der i første omgang udfører flyvningerne.

Sideordnet, men med lidt flere problemer i bagagen, foregår forhandlinger – og forespørgsler hos konkurrencemyndigheder – med Lufthansa, United og Air Canada og SAS om optagelse i Atlantic plus, hvor der også flyves i et joint venture samarbejde på bestemte ruter over Nordatlanten. Også her regner man med et gennembrud i første kvartal 2012.

I begge tilfælde åbner det for helt andre muligheder for SAS på oversøiske ruter med Skandinavien, først og fremmest København, som udgangspunkt.

Det har ikke været muligt at få en officiel kommentar til ovenstående fra SAS’s hovedkvarter i Stockholm. Kun at man ikke ønsker at kommentere, mens der forhandles.

 

Skrevet af