SAS opsluger datterselskab

1. november forsvinder SAS’ finske datterselskab Blue1 som selvstændigt flyselskab – fremover skal det være produktionsselskab i SAS. I år har Blue1 og SAS haft 24 pct. flere passagerer mellem Finland og København.

SAS har varslet, at dets finske datterselskab, Blue1, skulle ind under selve SAS Koncernen. Nu er der sat dato på – 1. november forsvinder Blue1 som selvstændigt flyselskab. Fremover skal det være produktionsselskab for SAS.

Det sker som led i SAS’ omstruktureringsplan, 4Excellence. “Finland er vores fjerde nordiske marked – SAS har omstruktureret Blue1’s finske rutenet,” siger SAS.

SAS har bl.a. skruet op for Blue1’s flyvninger mellem Finland og København. SAS og Blue1 har hidtil i år haft 400.000 passagerer mellem Finland og København – en stigning på 24 procent i forhold til 2011, oplyser Københavns Lufthavn.

Foreløbig flyver Blue1 til Københavns Lufthavn fra Vaasa, Oulu, Tampere og Lappeenranta.