SAS på vej i omfattende optur på oversøiske ruter

SAS har efter manges mening været meget længe om at komme i gang med at udvide de oversøiske ruter. Først til foråret er alle elleve fly i sving med åbningen fra København til Shanghai.

Nu ser det til gengæld ud til at skulle gå meget hurtigere gennem joint venture aftaler med andre selskaber. Det starter med Singapore Airlines, hvor forhandlinger ventes afsluttet i løbet af en måned eller to.

Herefter ventes SAS tilsluttet i Atlantic Plus Plus over Nordatlanten, hvor de øvrige medlemmer allerede er i gang, nemlig Lufthansa, United Airlines, Continental og Air Canada.

Med baggrund i Open Skies mellem USA og EU, samt konkurrencemyndighederne på begge sider af Atlanten, har selskaberne lov at skabe nye ruter, lade en af parterne flyve, og dele udgifter og indtægter. Det sker for eksempel i et andet fællesskab i vinterfartplanen, hvor Air France afgiver ruten til Delta fra Paris til Chicago – og deler, når året er omme.

Aftalen med Singapore Airlines og SAS kommer formentlig til at dække bredt fra flere lufthavne i Skandinavien til Singapore og videre ud i Fjernøsten på delebasis. Ruterne skal flyves af Singapore-selskabet, som har masser af fly.

Nordatlantaftalen forventes indgået i slutningen af året eller begyndelsen af næste. Hvad det betyder sætter kun fantasien grænser for.
Aftalerne skal imidlertid ikke på nogen måde være en begrænsning af SAS egen oversøiske trafik.  Tværtimod kan SAS i lighed med øvrige partnere byde ind på de nye muligheder.

Læs mere om den spændende udvikling for SAS, som også kan omfatte andre selskaber, i den ny udgave af Stand By, som er på vej ud til abonnenterne.

 

Skrevet af Ejvind Olesen