SAS på kollisionskurs med rampeansatte

SAS bagage lufthavnLUFTHAVNSHANDLING: SAS har opsagt 900 medarbejderes lokalaftaler i Københavns Lufthavn. Ikke alle lokalaftaler er opsagt, men de opsagte er nogle af de vigtige.

SAS håber at genforhandling af lokalaftalerne med de ansatte i SAS Ground Handling (SGH), der bl.a. står for stor del af bagagehåndteringen i Københavns Lufthavn, vil skabe et mere effektivt selskab.

De ansatte i SGH er ikke tilfredse med SAS, skriver Ekstra Bladet og tilføjer, at mange ansatte overvejer at nedlægge arbejdet.

Tillidsmand i SGH Klubben Bo Nielsen, der repræsenterer de mange ansatte, ser SAS’ beslutning som krigserklæring.

Til standby.dk siger formand for fagforeningen 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, der organiserer de berørte SAS-ansatte: ”SAS har opsagt nogle få, men væsentlige lokalaftaler. Jeg forventer, at SAS kommer med nyt udspil, som ikke vil øge belastningen for den enkelte.”

Tillidsmand i SGH Klubben, Bo Nielsen, siger til Ekstra Bladet: ”Dette er tåbeligt af SAS. I alt har 900 ansatte fået ophævet deres lokalaftaler. Vores medlemmer burde have medalje for alt det, de har ofret. I stedet bliver de nu trynet af SAS, der forsøger at skræmme dem og presse citronen yderligere.”

Fremtiden for de ansatte i SGH har længe været uvis, idet SAS gennem 1½ år har forsøgt at overdrage firmaet til Swissport. Der er endnu ikke fundet en løsning, og indtil videre har Swissport kun 10 procent af SGH.

Hos SAS bekræfter pressechef Trine Kromann-Mikkelsen, at man har ophævet de ansattes aftaler: ”Lokalaftalerne er opsagt. Derfor har vi aftalt med fagforeningen at indlede lokale lønforhandlinger, som også gælder arbejdstid for 2014 til 2017. SAS har behov for yderligere fleksibilitet i vores ground handling virksomhed,” siger hun til Ekstra Bladet.

SGH Klubben skriver på sin hjemmeside: ”meget utraditionelt vælger SGH’s ledelse forud for lokal overenskomst at opsige en række lokalaftaler. 25. juni holder bestyrelsen møde og afgør her hvilke aftaler vi for vores vedkomne opsiger. Da SGH ledelse vælger dette utraditionelle træk, men fuldt ud legalt inden for de fagretslige regler, har vi ikke som de foregående år kunnet tillade overarbejde. Derfor er det vigtigt at pointere at vi som altid overholder alle miljø og sikkerheds forskrifter.”