SAS rører ikke ved brændstofafgift

SAS har haft sine regneeksperter i gang med tabellerne, brændstofpriser og hedging-aftaler med baggrund i de støt stigende oliepriser, som ser ud til at have en næsten fast kurs opad, målt på gennemsnittet.

 

Forleden kom Emirates overraskende med oplysning om et betragteligt oliepristillæg, og så oven i købet fra et selskab i Mellemøsten. Noget som godt kunne give andre selskaber samme ide.

 

Det varede heller ikke længe før Lufthansa og Swiss også lagde ekstra på billetterne. Et sted mellem 30 og 90 kr. pr. enkeltstrækning.

 

Efter hvad takeoff.dk erfarer, er det kun et spørgsmål om dage før flere af de øvrige europæiske selskaber følger med.

 

Til gengæld har man i SAS besluttet ikke i denne omgang at røre ved brændstoftillæg. Dels på grund af, at de i forvejen er godt med, hvad tillæg angår, dels fordi man har hedged 51 procent af forventet brug af brændstof i resten af 2012, og endelig fordi det er et følsomt instrument at skrue på i en konkurrencesituation.

 

I seneste nummer af Stand By sagde SAS’ tidligere vicekoncernchef, direktør Vagn Sørensen: ”Det er begrænset, hvor meget man kan blive ved med at læsse over på billetpriserne.”

Den betragtning synes SAS-ledelsen indtil videre at være enig i.

Skrevet af Ejvind Olesen