SAS satser på korte ruter

Når adm. direktør i SAS Danmark Susanne Larsen til morgen sender det første CRJ-jetfly på jomfrurejse fra København til Aalborg, kan det være lidt af en redningsplanke for det blødende selskab. Det nye brændstofbesparende CRJ-fly kan på kort sigt hjælpe SAS i et marked med en efterspørgsel, der styrtdykker. Med sine 88 sæder er den noget mindre end de gamle MD87-fly med 135 sæder. Men med den nuværende kabinefaktor på 66 pct. vil det betyde, at SAS kan operere med næsten fyldte fly og dermed få bedre kapacitetsudnyttelse. Det skriver Børsen i dag.

 

Ifølge avisen bruger SAS frekvenser – antallet af afgange – som konkurrenceparameter over for lavprisselskaberne, der ofte kun flyver én gang dagligt på de konkurrenceramte ruter. Netop frekvens-trafik kræver, at man har den rigtige flystørrelse, der modsvarer efterspørgslen og markedsstørrelsen, samtidig med at den er billig at operere.

 

»Her lader det til, at SAS har fundet det rigtige fly til sine kortruter. Hvorvidt det er for sent, vil den kommende tid vise,« skriver direktør Ole Kirschert Christensen fra Travelbrooker.

 

De nye fly er billigere at operere. Rådgivningsselskabet Travelbrooker har spurgt kilder i branchen og fundet frem til, at brændstofomkostningerne ved at flyve et CRJ-fly fra København til Bergen er på 4500 kr., mens det koster mere end det dobbelte – 9300 kr. – at flyve et MD87-fly samme vej.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen