SAS skal have nye langrutefly

Københavns Lufthavn adm. direktør, Thomas Woldbye (til venstre), åbner med SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, den nye rute til San Francisco. Foto: Ernst Tobisch.

Københavns Lufthavn adm. direktør, Thomas Woldbye (til venstre), åbner med SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, den nye rute til San Francisco. Foto: Ernst Tobisch.

Selskabet beslutter i år hvilken flytype, der skal afløse de nuværende, aldrende Airbus på langruterne. ”Vi skal i hvert fald ikke have færre end i dag,” siger SAS’ koncernchef.

SAS’ nuværende flåde af langrutefly nærmer sig teenageårene og dermed pensionering. Dermed kan SAS tage kampen op med hovedkonkurrenten, Norwegian, der kom tidligere ud af starthullerne med bestilling af otte Boeing B787. Norwegian åbner til november sin første langrute fra København til Fort Lauderdale i Miami.

”Vi tager i år beslutningen om, hvilke fly SAS fremover skal bruge på langruterne,” sagde SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, mandag til standby.dk ved åbningen af dets nyeste langrute fra København til San Francisco.

”Jeg vil ikke sige, hvilken type vi hælder til – lige nu har vi 11 langrutefly og får et ekstra til sommerprogrammet. Og vi skal i hvert fald ikke have færre langrutefly end i dag. Fordi der er nogle års leveringstid, skal flyene bestilles nu,” sagde Rickard Gustafson.

SAS’ koncernchef bekræfter, at selskabet er i dialog med skandinaviske olieselskaber om en ny langrute til Houston. Det undrer i Københavns Lufthavn, da oliebyen i Texas ikke er på lufthavnens liste over de 25 største ubetjente destinationer fra Københavns Lufthavn.

SAS har i dag fire Airbus A330-300 og syv Airbus A340-300. Det ekstra fly til sommertrafikken er også en A340. A330’erne bruger mindre brændstof end A340’erne, der til gengæld har længere rækkevidde.

SAS’ muligheder for nye langrute fly er fire. Selskabet kan bestille den nye Airbus A330 – A340’erne produceres ikke mere.

Vil SAS holde fast i Airbus til sine langruter, er Airbus A350 den mest sandsynlige afløser – den nye model begynder fra næste år at blive leveret til kunderne. Der er indtil videre bestilt over 600 eksemplarer – søsætningskunde er Qatar Airways, der har bestilt 80. Airbus A350 XWB (eXtra Wide Body) kommer i tre versioner og får plads til 250-350 passagerer.

Vil SAS atter have Boeing’er på sine langruter – det havde selskabet senest med B767 – er muligheden B787 eller den ældre B777.