SAS skal også have flysæder som senge

”Selv om vi allerede har en høj kundetilfredshed, skal vi tilbyde endnu bedre og mere harmoniseret service, ” sagde SAS præsident Rickard Gustafson forleden, da han orienterede om den ny strategisk platform.

 

Nu erfarer takeoff. dk, at det også betyder en total udskiftning af stole på business class. Et arbejde, der går i gang så snart man har fundet frem til den rigtige model, hvor man vil prøve at undgå de samme begynderfejl, som da de nuværende stole blev indkøbt med SAS som prøveklud.

 

Valget betød sæder med 170 grads hældning, hvor andre store selskaber hurtigt kom op på 180 grader – totalt fladt. Ydermere er SAS stole 188 x 66 cm., men da passagererne bliver længere og længere, er både Lufthansa og Air France oppe på to meters længde. På 1. klasse endda 2,03 meter.

 

Det er imidlertid en langvarig proces som med SAS 11 fly af typen Airbus A 330 og 340, som nok kommer til at vare hele 2012.

 

Den hurtigste ændring i servicekonceptet sker fra årsskiftet, hvor der igen serveres gratis kaffe og vand på economy klassen på alle SAS-fly. Samtidig indføres en Economy Extra på indenrigsruterne.

 

I sandhed noget af en udfordring på 20 minutter i luften mellem København og Tirstrup.

Skrevet af Ejvind Olesen