SAS og den svenske fagforening SCCA har i foråret forhandlet om nedskæring af personalet på baggrund af selskabets økonomiske situation. Resultatet er en aftale hvor stewardesser og pursere over 60 år er blevet sagt op. Det er ansatte med fuldt indbetalt tjenestepension. Fagforeningen Unionen har meddelt, at man ikke vil gennemføre aktioner mod SAS.
Det har fået 25 af de opsagte til at anmelde SAS til den svenske Diskrimineringsombudsmand.
”Kategorisk udelukkelse af arbejdstagere udelukkende på grund af deres alder strider mod loven om aldersdiskriminering”, mener diskrimineringsombudsmand Katri Linna. ”Flertallet af anmelderne har arbejdet ganske længe i SAS. De har i princippet intet alternativ arbejdsmarked og at tvinges til at gå på pension indebærer kraftigt reducerede indkomster for dem”.
Forbuddet mod aldersdiskriminering indførtes 1. januar 2009 med den nye svenske diskrimineringslov, som da trådte i kraft.
”Eftersom det er et ret nyt forbud behøver vi flere vejledende afgørelser fra Arbejdsdomstolen”, siger hun.
Ombudsmanden kræver en diskrimineringserstatning på 400.000 svenske kroner og en almen erstatning på 100.000 kroner for hver af de opsagte. Desuden kræves opsigelserne kendt ugyldige.