SAS stævnes for tvang

Medarbejderne hos SAS-selskabet SGS bliver tvunget til at melde sig ind i 3F. Sådan lyder påstanden fra Danmarks Frie Fagforening, der på vegne af et nu afskediget medlem kræver en erstatning på 460.000 kr., skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

”Inden for SAS’ mure er der ikke mulighed for frit at vælge fagforening. Når vi kræver erstatning til vores medlem, er det for at få slået fast, at også SAS skal respektere lovgivningen og lade være med at afskedige folk, som ikke vil være medlem af en bestemt fagforening,” mener Jørgen Mikkelsen, formand for Danmarks Frie Fagforening.

Ifølge Danmarks Frie Fagforening bliver alle nye medarbejdere i SGS mødt med et krav om at melde sig ind i 3F, og det sker blandt andet på interne kurser, som holdes i SAS-regi.
”Derfor har SAS ansvaret for det, som bliver formidlet og kommunikeret på kurserne,” mener Jørgen Mikkelsen.

Påstandene bliver dog pure afvist af SAS.
”Hvordan folk organiserer sig er os som arbejdsgiver fuldstændigt uvedkommende. Vi har masser af fastansatte medarbejdere, som ikke er organiseret. Der er en lov om organisationsfrihed, og den respekterer vi,” fastslår Jimmy Gørtz, personaledirektør i SGS.

Skrevet af Simon Jørgensen