SAS til krig mod lavprisselskaber

Markant fremgang i salg på business class til Asien, USA og europæiske ruter, giver SAS mod til krig mod lavprisselskaber.

 

”Kombinationen af vore høje punktlighed, kommercielle platform og væsentlige omkostningsbesparelser giver stor selvtillid. Det giver mulighed for at agere offensivt og aggressivt,” siger danske John Dueholm, direktør for selve flyselskabet SAS, til dagbladet Børsen.

 

SAS er indtil videre i mål med omkostningsbesparelser på 5,6 mia. svenske kr. ud af 7,8 mia. svenske kr.

 

Sture Stølen, IR-chef i SAS, svinger også sablen:
”Kan vi nedbringe omkostningerne og, kan vi håndtere lavpriskonkurrencen hårdere. Lavprisselskaberne har vænnet sig til, at vi har reduceret vores kapacitet. Lige pludselig stopper det, og så er det ikke er så let at vokse 25-30 pct. om året.”

 

Han minder om, at SAS’ toplinje er i balance, og at SAS har sænket omkostningerne 20 pct.

 

Det glædelige for SAS ved de seneste trafiktal er væsentlig fremgang på business class til Asien og USA på 20-30 pct. Overraskende er forretningsfolkene også tilbage til business class i Europa, hvor SAS ser stigning på 10-20 pct. Business class i Europa blev ellers erklæret stendød under finanskrisen.

Skrevet af Henrik Baumgarten