SAS tilbagekalder magasin

sas scandinavian travellerFLYSELSKABER: Efter hård kritik af sammenligninger i en artikel mellem bl.a. den norske nazi-leder under Anden Verdenskrig og vore dages partier på den yderste højrefløj i Skandinavien, trækker SAS seneste udgave af sit nye inflight magasin, Scandinavian Traveler, tilbage. Bladet produceres af et svensk mediebureau.

Efter 42 år stoppede SAS i efteråret med at udgive sit eget inflightblad, Scanorama. I stedet produceres afløseren, Scandinavian Traveler, af det svenske mediebureau OTW Communication på vegne af SAS.

Men anden ombæring fra OTW Communication af Scandinavian Traveler er nu trukket tilbage.

”Der har været reaktioner på en artikel i seneste udgave af Scandinavian Traveler. Den beklager vi. SAS har ingen politisk dagsorden og vi trækker nu denne udgivelse tilbage,” skrev SAS i weekenden på sin mediehjemmeside og tilføjede: ”I seneste nummer af Scandinavian Traveler er der artikel om politiske partier (i Skandinavien, red) på den yderste højrefløj set i historisk perspektiv og med udviklingen frem til i dag. Dele af artiklen er unuanceret og generaliserende, ligesom der er en brug af billeder, der skaber koblinger, som SAS meget beklager. SAS vil fremover have en gennemgang af magasinets rutiner og indhold.”

Norsk TV2 skriver, at artiklen i Scandinavian Traveler trækker paralleller fra den norske nazi-leder under Anden Verdenskrig, Vidkun Quisling, til Carl I. Hagen, grundlægger af det norske Fremskrittspartiet, som i dag er med i den norske regering.

”Den yderste højrefløj har opnået en enestående popularitet i Skandinavien, som knuser vores selvopfattelse (af Skandinavien) som et liberalt og tolerant samfund. Hvordan er vi havnet her,” spørger den svenske journalist i artiklen i Scandinavian Traveler.

Det norske Fremskrittspartiet kalder påstanden ”afskyelig” og kræver en uforbeholden undskyldning fra SAS koncernledelse – samt at publikationen trækkes tilbage; det sidste er sket.

”Dette er jo et forsøg på at klistre os op til både Hitler og Qusling,” siger næstformand i Fremskrittspartiet, Per Sandberg, til norsk TV 2.

I artiklen er der også forsøg på at forklare, hvorfor Sverigedemokratene og Fremskrittspartiet står så stærkt i henholdsvis Sverige og Norge.

Den tidligere formand for det norske Fremskrittspartiet, Carl I. Hagen, siger til den norske TV-station: ”Jeg er meget forundret over, at SAS kan præsentere dette i sit magasin. SAS, som er i økonomisk krise, og som trænger til egenkapital, placerer Norges finansministers parti sammen med Vidkun Quisling og fascister.”

SAS informationschef i Norge, Tormod Sandstø, siger, at SAS meget beklager artiklen: ”Scandinavian Traveler er et livsstilsmagasin som favner bredt, men som selvsagt ikke har nogen politisk agenda.”

Scandinavian Traveler skal udkomme hver måned, det har sin egen hjemmeside.

”Scandinavian Traveler vil (have) historier, man ikke finder andre steder,” lød det fra Åsa Lundqvist, redaktionschef for svenske OTW Communication, der producerer Scandinavian Traveler på vegne af SAS, i en pressemeddelelse i forbindelse med første udgave af bladet.