SAS truet af ledelseskrise

Iagttagere frygter, at bøden kan føre til, at ledende topchefer i koncernen træder tilbage, ligesom det skete efter millionbøden i 2001 på grund af ulovlige aftaler med daværende Maersk Air. Kartelbøden kommer oven i en erstatning for industrispionage mod Norwegian, som kostede 180 millioner kroner, skriver borsen.dk.

 

En kilde med nær tilknytning til luftfarten mener, at sidste gang, SAS blev dømt for at overtræde EUs konkurrenceregler, gik bestyrelsen af og det mener han også, den principielt bør gøre nu, uanset om man kendte til kartelaftalen eller ej.

Tidligere viceadm. direktør i SAS i Jan Carlzon-perioden, Kjell Fredheim, er kendt som en stærk kritiker af SAS og frygter der bliver lagt pres på den daglige ledelse med konstitueret koncernchef John Dueholm og bestyrelsesformand Fritz Schur, men han mener ganske overraskende, at både topledelse og bestyrelse bør insistere på at blive på posterne.

 

Han betegner det som en eklatant fejl, at bestyrelsen og en af topcheferne gik af i 2001 på grund af Maersk Air sagen, da det fik som konsekvens, at SAS fik en ny bestyrelse uden den fjerneste idé om, hvad luftfart var, hvilket man så i de følgende år, mener altså Kjell Fredheim.

Skrevet af Flemming Juul