SAS tvinges til nedskæringer

SAS har allerede meldt om besparelser i milliardklassen, men flere kan være undervejs, skriver Børsen i dag.
”Flybranchen er i en dramatisk situation, hvor ingen rigtig kan forudse, hvad der sker i de kommende måneder og kvartaler. Hvad der er sikkert er, at alle skal justere deres priser for at kompensere for den stigende oliepris og endda justere sin kapacitet,” siger SAS-topchefen, Mats Jansson.

SAS har allerede lanceret besparelser på op mod 3 mia. kr., men SAS-chefen siger, at selskabet har et efterslæb på 6 mia. kr. i forhold til konkurrenterne.
”De 6 mia. kr. skal spares. Det er en forudsætning for at kunne klare konkurrencen i fremtiden og kunne erstatte vores fly. At erstatte vores fly i morgen vil koste 50 mia. kr.,” siger Mats Jansson.

Topchefen har allerede sat en ekstraordinær hestekur i værk, der skal spare SAS for omkring 900 mio. kr. og give overskud i 2008.
”Så det vi gør nu er temmelig dramatisk. Om det rækker kan jeg ikke svare på, og dermed kan man ikke udelukke, at udviklingen fortsætter, og vi tvinges til, ligesom American Airlines, at tage yderligere tiltage. Det er for tidligt at afgøre nu, men vi følger udviklingen dag for dag,” siger Mats Jansson.   

Skrevet af Simon Jørgensen