SAS vil ændre bonussystem

norwegian og sasFLYSELSKABER: SAS vil bruge sit Eurononus-system mere aggressivt i kampen mod Norwegian. Til efteråret kommer omlægning af Eurobonus med nyt eliteniveau for storrejsende.

”SAS skal have noget for alle, men vi skal være ekstra fokuseret på vores hyppigt rejsende. Bonusordningen er et markedsværktøj som vi indtil nu har udnyttet i alt for lidt,” siger Eivind Roald, SAS’ koncerndirektør for salg og markedsføring til den norske avis Aftenposten.

SAS har over 3 mio. Eurobonus-medlemmer, heraf 900.000 i Norge, som er SAS’ største marked, bl.a. på grund af de mange indenrigsflyvninger.

SAS Eurobonus har i dag fire korttyper, Basic, Silver, Gold og det supereksklusive Pandion.

Ifølge Aftenposten vil SAS omlægge de fire nuværende niveauer og indfører et femte, et bonusniveau over Gold.

Hvad dette nye kort skal hedde, er endnu ikke på plads – navne som Diamond, Platinum og Elite er i spil.

Det nye kort skal give indehaveren ret til at medbringe mere gratis bagage, større rabatter og gratis guldkort til et andet familiemedlem. Det nye superkort kan også give garanterede bonusrejser, at bonuspoint ikke udløber osv.

Allerede i dag er rejsende på Eurobonus-point tredjestørste kundegruppe hos SAS, kun overgået af den svenske stat og Statoil.

Hver måned lander ca. 30.000 nye medlemmer i SAS’ fordelsprogram, Eurobonus.

80 pct. af de optjente Eurobonus point bruges til at købe rejser eller blive opgraderet.