SAS vil i superligaens langruter

SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, i selskabets nye business class på SAS’ langruter. Foto: Preben Pathuel

FLYSELSKABER: SAS bruger i år over 400 mio. kr. på stor opgradering af kabinerne på 7 af dets 12 langrutefly. Og det er tiltrængt – siger kunder og SAS. Det første forbedrede fly med den nye kabineindretning indsættes i dag mellem København og New York.

SAS’ nuværende business class på dets langruter har set bedre dage, standarden har givet kundeklager, nogle passagerer har fravalgt SAS pga. dets nuværende standard på langruterne, lød det i går, da SAS præsenterede sit stærkt forbedrede nye langrute-koncept.

En stor mangel har været at SAS ikke har tilbudt 180 graders fladsenge på business class. Men det kommer nu på 7 af SAS’ 12 langrutefly. Vælger SAS at beholde flere af dets Airbus A340 fly, får også disse den nye kabineindretning. SAS’ 12 langrutefly er i snit på vingerne 16 timer i døgnet.

Dette blev oplyst da SAS i går havde præsentation af dets første langrutefly med den nye kabineindretning i SAS-hangar i Københavns Lufthavn. Blandt de 170 indbudte var store firmakunder, fagpressen, bestyrelsesmedlemmer i SAS og rejsebureauer.

SAS’ største kunde i Danmark er A.P. Møller-Mærsk, hvis travel manager, Mette Christensen, i går sagde til standby.dk:

”Forbedringen er tiltrængt. SAS har oversprunget en generation af langrute-opgraderinger. Andre flyselskaber har i samme periode opgraderet sine kabiner flere gange.”

A.P. Møller-Mærsk, der årligt køber bl.a. flybilletter i Danmark for 450 mio. kr., ønsker navnlig nye SAS-ruter fra København til indiske Mumbai eller Boston i USA.