Saudi-Arabien vil også ind på krydstogtmarkedet. I første omgang har man købt krydstogtskibet World Dream; nu kommer også landets eget krydstogtrederi, Aroya Cruises. Wikipedia-foto: Arno Redenius.

Saudi-Arabien vil også have eget krydstogtrederi

Som led i sin enorme Vision 2030-plan om at gøre Saudi-Arabien mere uafhængig af indtægter fra olien og i stedet udvikle en turisme- og rejseindustri, søsættes krydstogtrederiet Aroya Cruises.

Aroya Cruises, der netop er blevet foreløbig præsenteret, er et datterselskab af Cruise Saudi, der er 100 procent ejet af Saudi-Arabiens Public Investment Fund, der kontrolleres af kronprins Mohammad bin Salman Al-Saud.

Cruise Saudi indgår blandt meget andet i den store Vision 2030-plan, der sigter på at gøre Saudi-Arabien mere uafhængig af indtægter fra olien og i stedet udvikle en turisme- og rejseindustri.

Saudi-Arabien med enorme investeringer i sin turistindustri øge indtægterne i sit bruttonationalprodukt fra turismen fra i dag tre procent til ti procent i år 2030. Saudi-Arabien håber også, at man i 2030 har 100 millioner årlige turister og at de skaber en million arbejdspladser.

Navnet på det saudiske krydstogtrederi Aroya er en sammentrækning af ordene ”arabisk” og ”roya,” der betyder vision eller drøm, skriver flere medier, blandt andet Seatrade Cruise News.

I første omgang henvender Aroya Cruises sig til saudiske statsborgere, udlændinge med bopæl i landet og krydstogtinteresserede fra Mellemøsten, hedder det i en pressemeddelelse. Sejlruterne er endnu klar til at blive præsenteret, men til at begynde skal der angiveligt sejles krydstogter i farvandene omkring Saudi-Arabien, herunder Røde Havet.

Har købt krydstogtskib på auktion
Til en begyndelse forventes Aroya Cruises at bruge krydstogtskibet World Dream, der sidste år blev købt på en auktion efter dets daværende ejer, Genting fra Hong Kong var krakket. World Dream, der blev taget i brug i 2017 og som har plads til 3.500 gæster, er siden blevet omdøbt til Manara.

Tyske Lars Clasen, koncernchef for Cruise Saudi siden sidste år, siger i pressemeddelelsen: ”Dette monumentale skridt, at starte Aroya Cruises, er et historisk skridt for Cruise Saudis ambitiøse strategi om at skabe et førsteklasses krydstogt-økosystem i tråd med Vision 2030.”

Cruise Saudi har indtil videre ikke oplyst flere planer om for eksempel, hvornår Aroya Cruises begynder at sejle og hvor mange skibe, rederiet forventer. Der loves flere detaljer de kommende måneder.

Til gengæld har Cruise Saudi oplyst, at man som led i det storstilede Vision 2030-projekt håber at kunne tiltrække 1,3 millioner krydstogtpassagerer fra verdens krydstogtrederier i 2035.

 

Relaterede artikler:

Saudi-Arabien viste flaget for danske rejsebureauer

Nyt saudisk flyselskab skaber 200.000 jobs

Forventer få danske turister til Saudi Arabien