Scandic fik Odenses Bæredygtighedpris

Scandic Odense modtog i går Odense Bæredygtighedspris, som blev overrakt af byens borgmester, Anker Boye. Prisen blev stiftet sidste år og er nu uddelt for første gang.

 

”Vi står overfor store udfordringer, som vi kun kan løse, hvis kommunen, virksomheder, organisationer, frivillige m.fl. trækker på samme hammel. Og så bliver jeg glad, når vi har en frontløber som Scandic Odense, der driver en forretning med bæredygtighed som pejlemærke,” sagde Anker Boye.

 

Hoteldirektør Tom Filstrup modtog prisen: ”Mine medarbejdere og jeg er utrolig glade for at vi er valgt som modtager af prisen. At arbejde med bæredygtighed har siden starten af 1990’erne været en del af alle medarbejderes arbejde på hotellet. Og det er derfor ekstra positivt for os, hvis vi sammen med Odense Kommune kan være med til at inspirere andre i deres arbejde på området”, sagde han.

Tom Filstrup er Scandics distriktsdirektør for Syd- og Vestdanmark.

 

Scandics adm. direktør for Danmark, Jens Mathiesen, siger:

"Vi er stolte over, at Scandic Odense vinder af prisen. Ingen virksomhed kan undgå at tage ansvar og fokusere på miljøspørgsmål. Samtidig vil jeg understrege, at alle vores foreløbig 23 hoteller i Danmark og hotellerne i det øvrige Norden arbejder på samme dedikerede måde.”

 

Scandic Odense, har 100 værelser, restaurant, bar og plads til 185 personer i konferencen. Scandic har 23 hoteller i Danmark. Danmarks største hotelkæde åbner i juni i Aarhus sit 24. hotel. 

Skrevet af redaktionen