Scandic fortsætter med at vokse

scandic fleslandHotelkæden, som tidligere på året købte Rica Hotels, har ca. 230 hoteller i otte lande og de seneste uger har Scandic åbnet to nye hoteller, Ørnen i Bergen og Stavanger City. Hotelkæden lancerer nu Scandic Flesland Airport, som åbner i april 2017. 

”At fortsætte væksten med større hoteller på attraktive destinationer er en del af vores strategi. Scandic Flesland Airport er et eksempel på, at vi styrker positionen i Norge yderligere”, siger Frank Fiskers, Scandics koncernchef.

Scandic Flesland Airport får over 25 konferencelokaler, det største på over 1.000 kvadratmeter og med plads til 800 personer. Hotellet får direkte adgang til den nye lufthavnsterminal og det planlagte business center.

Ud over konference- og mødefaciliteter, vil hotellet byde på restaurant, bar og fitness center. Scandic Flesland vil blive opført med spændende designløsninger og absolut ligge forrest hvad angår miljø med geoenergi, og solfangere til både nedkøling og opvarmning.

Det får 300 værelser og suiter, restaurant, bar og fitness center, konferencecenter med mere end 25 mødelokaler – det største på over 1000 kvadratmeter og endnu et stort lokale på 500 kvadratmeter.