LittleBigHelp har i morgen indsamling ved en Charity Dinner på Scandic Aarhus City. Jens Mathiesen, adm. direktør, Scandic Danmark: “Jeg er glad for den henvendelse, Scandic i Danmark modtog fra LittleBigHelp i forbindelse med deres forestående planlægning af Charity Dinner 1. februar”.
”LittleBigHelp driver projekter for gadebørn i Kolkata i Indien, og et sådan projekt går absolut hånd i hånd med Scandic i samfundet. Vi vil give en bedre verden til vores børn, og siden 1993 har vores daglige arbejde været præget af små og store ting, som bidrager til en mere bæredygtig verden”.
”Scandic er stolte over at kunne byde LittleBigHelp Charity Dinner velkommen på Scandic Aarhus City og dermed blive en del af deres projekt. Det føles helt naturligt for Scandic at fokusere på de mest socialt udsatte børn og bidrage til, at de får hjælp”, siger Jens Mathiesen.
I oktober havde tidligere salgschef i hotelbranchen, Lisbeth Johansen, indsamling for sin Little Big Help der giver forarmede børn i slumområde i indiske Kolkata et bedre liv. Målet ved indsamlingsaftenen på Hilton Copenhagen Airport var 800.000 kr. – der kom mindst 927.000 kr.