Scandics nye hotel i Aarhus giver 57 nye jobs

Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, indviede fredag Scandics hotel nr. 24 i Danmark – denne gang Scandic City Aarhus. Det skete sammen med Scandics direktør i Danmark, Jens Mathiesen, samt Nina Carlslund, direktør for det nye hotel.

 

”Det nye hotel giver 57 jobs og er Scandics tredjestørste i Danmark. Vi har fem hoteletager, vi mangler de sidste detaljer på 4. etage, men de er på plads i denne uge,” sagde direktør Nina Carlslund ved åbningen til takeoff.dk

 

Nina Carlslund kommer fra en stilling som hoteldirektør for Radisson Blu Hotel Nydalen i Oslo og havde tidligere flere ledelsesstillinger på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus.

 

Med Scandic Aarhus City beskæftiger Scandic samlet 173 medarbejdere på sine nu i alt tre hoteller i Smilets By. ”Og med det tredje hotel og dermed 541 værelser bliver vi den største hoteludbyder i byen,” siger Jens Mathiesen, adm. direktør i Scandic Danmark.

 

Scandic er Nordens største hotelkæde med over 160 hoteller i ni lande.

 

Scandic Aarhus City har 228 værelser, heraf 10 handicapværelser, otte suiter, 17 mødelokaler med konferenceplads til 275 personer og 92 p-pladser.

 

Det nye Aarhus-hotel har en 20-årig lejekontrakt med bygningens ejere.

Skrevet af Henrik Baumgarten