Det kan potentielt trække turister og penge til den danske hovedstad, at København er en af tre værtsbyer, der skal danne ramme om Pokémon Go Fest næste sommer, siger Dansk Erhverv.
Da Pokémon Go første gang blev lanceret i 2016, spredte mobilspillet sig som en steppebrand, der hurtigt fik tag i høj som lav samt både børn, voksne og ældre.
Spillet blev så populært, at det også lokkede folk, der normalt ikke giver sig i kast med den slags, på jagt efter de virtuelle monstre, ligesom medier verden over fortalte om det nye fænomen, som pludseligt prægede gadebilledet på tværs af landegrænser.
Som det er tilfældet med alle store bølger, stilnede Pokémon Go’s popularitet i den brede befolkning dog af efter noget tid, men nu omkring ni efter år efter, at spillet første gang blev sluppet løs, er der ifølge flere kilder fortsat millioner af mennesker, der spiller det på daglig basis.
Har udpeget flere værtsbyer
Med jævne mellemrum samles fans af spillet til den såkaldte Pokémon Go Fest, der finder sted i byer i flere dele af verden. The Pokémon Company og Niantic, der står bag spillet, har netop løftet sløret for, at København er udvalgt som en af næste års byer.
Pokémon Go Fest starter i Tokyo, hvor begivenheden løber af stablen fra den 29. maj til den 1. juni. Herefter går turen videre til Chicago fra den 5. juni til den 7. juni, inden den danske hovedstad byder spillerne velkommen i Fælledparken fra den 12. til og med den 14. juni.
Her får spillere fra Danmark og andre lande mulighed for at mødes og sammen går på jagt efter pokémons samt deltage i forskellige andre aktiviteter, der har mobilspillet som omdrejningspunkt. Festivalpladsen er åben for alle, men det kræver billet at deltage i spillet.
Kalder det en god nyhed
Sidste år var det Madrid, New York og Sendai, der dannede ramme om begivenheden, og efterfølgende har Statista udarbejdet en rapport om resultaterne. Heraf fremgår det, at Pokémon Go Fest menes at have generet over 200 millioner dollars (1,2 milliarder kroner) i de tre værtsbyer.
Hos Dansk Erhverv hæfter branchedirektør for Turisme, Kultur & Oplevelse, Lars Ramme Nielsen, sig ved, at Pokémon Go Fest ikke alene vil være et trækplaster, men at værtskabet også kan være en løftestang for flere andre muligheder.
”Det er gode nyheder for turismen i Danmark, der ser ind i et event, der vil kunne tiltrække en hel masse Pokemon fans fra hele verden. Det er et event, der matcher med Danmarks stærke profil indenfor leg og spil, for eksempel Lego, og det vil kunne nå ud til helt nye og interessante målgrupper.”
”Det er også et event, der aktiveret på den rigtige måde kan give yderligere medvind til Copenhagen Gaming Week, der hvert år i februar samler e-sport og gaming i Bella Center,” lyder det.
Relaterede artikler:
Gamingfestival overgik alle forventninger

STANDBY.DK Nyt om rejser


