’Sex and the City’ som temarejse

Kun få kvinder i Danmark har ikke nydt et par afsnit af serien ’Sex and the City’. Nu lanceres serien som New York rejse hos USATours i de fire kvinders fodspor med alt, hvad der hører sig til af Cosmopolitans, sexlegetøj og lækre sko.

”Ud over vores store udbud af USA-rejser lancerer vi nu specialdesignede ture med temaer. Mange har allerede besøgt New York op til flere gange, og nu er det temaer som ’Sex and the City’, der appellerer, og vores mål er at sende 1.500 – 2.000 på turen det kommende år. Forslaget faldt i god jord hos vore gæster”, siger Alexander Søderberg, direktør i USATours.

’Sex and the City’ rejsen omfatter bl.a. besøg på det store bibliotek, hvor Carrie og Big har arrangeret bryllup i den første film. Herudover aflægges visit på en del andre locations fra filmen i form af lækre restauranter og mærkevarebutikker, men også ikoniske skobutikker, bl.a. den hvor Carrie køber sine skønne Manolo Blahnik sko. Naturligvis indeholder turen også besøg på Aidens bar, hvor de fire kvinder indtager de berømte Cosmopolitans. Der kan spises cupcakes på Magnolia Bakery, og er der interesse for det, kan sexshoppen, hvor de køber en vibrator til Charlotte, også besøges.

Det berømte ’Carries trappetrin’ er normalt afspærret med en kæde, men man kan dog sagtens se de trin, som velsagtens er blandt de mest ikoniske i verden, på adressen 66 Perry St i West Village.