Silkeborg-hotel med i Best Western

gl skovriderkroSilkeborg bliver første danske destination i Best Westerns nye soft brand, når Gl. Skovridergaard i januar indtræder i BW Premier Collection, som dermed tæller otte hoteller i Skandinavien. 

BW Premier Collection er en global samling udvalgte hoteller, der giver gæsterne en ekstraordinær oplevelse. Hotellerne markedsføres under eget brand samtidig med, at de bliver en del af Best Westerns distribution og loyalitetsprogram.

Gl. Skovridergaard er en tidligere kuranstalt ved de smukke søer i Silkeborg. Stedet har fungeret som Jyske Banks kursus- og konferencecenter, og det seneste årti er konference-faciliteterne udbygget. I 2015 overtog Ferskvandscentret driften, og i den forbindelse skete en gennemgribende istandsættelse.

Daglig leder af Gl. Skovridergaard, Thomas Simonsen, ser frem til samarbejdet: ”Vi har investeret tid og penge i at fastholde og videreudvikle hotellets høje kvalitetsniveau. Nu er det tid til at satse på den danske, skandinaviske og globale distribution”.