Skønne spildte muligheder!

I tirsdagens Berlingske Tidende omtales flere forskellige planer om at bygge i omegnen af 4800 hotelværelser i de kommende 3-4 år.

 

Der skal ikke herske megen tvivl om at såfremt alle disse planer skulle udmønte sig på samme tid, så kan det medføre et kritisk pres på hovedstadens hoteller, som i yderste konsekvens vil kunne karakteriseres som krise.

 

Men virkeligheden bliver formentligt en helt anden.
Disse projekter er indtil videre, på nær to, skrivebordsprojekter hvor ejendomsudviklere og investorer har identificeret en mulighed for at opføre nye hoteller – men der er som sagt kun to projekter, som rent faktisk er under opførelse.

 

Hvad angår de andre, ja så sker der formentligt det samme, som der skete i perioden 2001 – 2003 – nemlig at de fleste lægges på hylden og samler støv og venter på ”bedre tider”.
Men netop dette er en stor skam.

 

De fleste aktører i branchen er nemlig helt enige om, at København behøver nye hoteller for at klare sig i konkurrencen med de andre europæiske hovedstæder for at kunne tiltrække vores fair andel af den eksplosive stigning i international rejselyst.

 

Der er bare lige det lille ”men” – at København i dag fravælges i stor stil på grund af vores høje momsniveau. Mens Norge har en moms på otte procent, og Sverige formentlig snart sænker sin moms til seks procent, skiller vi os markant ud med 25 procent. Det gør det mindre attraktivt at vælge København – hvilket med al tydelighed er blevet bevist i de seneste år hvor vi har set stagnation og tilbagegang i antallet af internationale gæster. Slutresultatet vil derfor naturligt blive, at investeringslysten aftager eller forsvinder og de planlagte projekter ikke føres ud i livet idet afkastet ganske simpelt bliver for dårligt.

 

Vi er mange i branchen, som ville ønske, at regeringen og ”vores” minister – Bendt Bendtsen snart vågnede op til dåd og så de fantastiske vækstmuligheder vores branche rummer, hvis bare vi blev stillet i en fornuftig konkurrencemæssig situation sammenlignet med vores konkurrenter ude i Europa.

 

Hvis bare halvdelen af de planlagte hoteller i hovedstaden blev realiseret, ville det alene skabe mindst 1500 nye arbejdspladser direkte på de nye hoteller. Dertil skal lægges den afsmittende effekt på underleverandører, butikker, forlystelser, taxi, offentlig transport m.m.
Horesta har tidligere beregnet, at en reducering af hotelmomsen til f.eks. 15% ikke vil koste staten provenu, idet den øgede konkurrenceevne vil tiltrække langt flere hotelgæster, hvorfor statens provenu faktisk ville stige.

 

Og som branchen med al tydelighed beviser, så er der mere end tilstrækkelig med investeringslyst og planer om at udbygge kapaciteten. Det kommer bare ikke til at ske, hvis ikke der samtidig skabes de rette økonomiske rammer, således at de københavnske hoteller kan konkurrere om de internationale rejsende på lige vilkår.

Skrevet af Allan L. Agerholm