Skader på skiferien kan blive dyre

Skiglade danskere strømmer hvert år til Europas sneklædte pister, men mange glemmer en forsikring, der dækker. Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening kan det blive en dyr affære.

Uge syv og otte er danskernes foretrukne skiferieuger og den tid på året, hvor flest kommer hjem i utide med skader.

”Risikoen for skade på skiferie er markant større end på almindelige ferier. Af samme grund er det vigtigt at have en rejseforsikring, der dækker”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Selv om det er flere år siden, at tilskadekomne kunne blive transporteret gratis hjem, er der stadig mange danskere, der tager på skiferie i sikker forvisning om, at det gule eller blå sygesikringskort dækker alt, hvad der har at gøre med ulykker og sygdom i udlandet.

Men det er ikke engang nok at have en rejseforsikring. I mange tilfælde skal man også tegne ekstra forsikring før skiferien, hvis man vil undgå at betale for hjemtransport efter uheld eller sygdom.

”Alvorlige skader kræver speciel hjemtransport, og i værste fald kan det kræve en returbillet med det alt for velkendte ambulancefly, ’Knogleekspressen’. Uden den rette rejseforsikring, kan man ende med at stå med en stor regning, som man selv skal betale”, siger Lars Thykier.

Han tilføjer, at danskere, der kommer til skade, bliver syge eller på anden vis har behov for hjælp, mens de er af sted, altid kan henvende sig til deres rejsebureau for at blive hjulpet. Rejsebureauet kan inden rejsen rådgive om, hvilke forsikringer, der dækker gæstens behov.

x

Læs Også

Billund Lufthavn frem igen

Små 160.000 rejsende benyttede lufthavnen i maj.

Hotelchef: Loyalitetsprogrammer er ren bestikkelse

De internationale hotelkæders loyalitetsprogrammer skal rettelig betegnes som bestikkelse. Det mener chefen for Supranational Hotels.

A380-levering forsinket mindst et halvt år

Flyproducenten kan se frem til betragtelige bøder, vurderer internationale nyhedsbureauer.

SAS får ny kommunikationschef

Troels Rasmussens efterfølger er hentet udenfor flykoncernens egne rækker, og kommer fra Jøp, Ove & Myrthu.

Banal regnefejl ryster Femern-planer

En kommende Femernbro er alligevel ikke så god en forretning, som Trafikministeriet havde regnet sig frem til.

CPH satser på fragten

Københavns Lufthavn har fragten som indsatsområde de kommende år.