Skatteministeren vil ændre toldreglerne

EU’s regler om, at flypassagerer skal slæbe toldfrie varer med ombord på flyet for at få dem toldfrit, skal laves om, mener skatteminister Kristian Jensen (V).

 

»I forhold til vægt og CO2-udledning ville det være glimrende, hvis vi kunne vende handlen om, så man kunne handle toldfrit ved ankomst frem for ved afrejse. Man kunne forestille sig, at passagerer får ret til at købe toldfrit ved ankomst, hvis de med en billet eller et boardingkort kan dokumentere, at de har været uden for EU,« siger han.

 

I juni nedsatte skatteministeriet en arbejdsgruppe, der skulle se på, om Danmark kunne løse problemet uden om EU, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

»Men vi har konkluderet, at det vil være klogest med en fælles EU-beslutning. Ellers risikerer vi at blive hældt ned af brættet, hvis vi ikke sørger for en aftale gennem EU-kommissionen,« siger skatteministeren, der håber på en løsning inden næste sommer.

 

Kristian Jensen vil nu sammen med klimaminister Connie Hedegaard (K), skrive til EU-kommissærerne for skat og miljø, Laszlo Kovacs og Andris Piebalgs, for at få tilladt ankomstsalg af toldfrie varer i EU.

 

Initiativet får ros af socialdemokraterne. »Det er en fornuftig idé, som vi bestemt vil støtte. Den måde, det er indrettet på i dag, er ren gak-gak. Selv om initiativet i sig selv ikke redder indlandsisen, er det summen af alle de små initiativer, der betyder noget. Og dette er en af de bolde, der er lette at spille, fordi det ikke vil gribe ind i folks velbefindende,« siger skatteordfører Nick Hækkerup.

 

Da forholdet mellem afgående og ankommende passagerer i lufthavnene er nogenlunde ens, vurderer ministeren, at ændringen ikke vil flytte markant rundt på handlen.

 

I luftfartsbranchen er der opbakning til ministerens initiativ

»Det er et godt forslag, for det vil være rigtigt godt for miljøet, at vi ikke skal transportere vore varer frem og tilbage ombord på flyet. Så det ser vi positivt på,« siger Susanne Larsen, adm. direktør i SAS Danmark.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen