TURISME: Balkan-staten Slovenien vil også gerne have sin del af den voksende turisme, som bl.a. naboerne i Kroatien har været gode til at gafle.
Få timers flyvning fra København ligger en ikke helt opdaget perle i Europa, EU-medlemmet Slovenien. Forleden havde slovenerne pressebriefing i København for at øge kendskabet til landet.
Repræsentanterne fra Slovenien fortalte om hovedstaden Ljubljana, landets frodige natur – 60 procent af landet er dækket af skov.
Det mineralholdige og helsebringende vand anvendes på de mange spa- og kurhoteller i landet ligesom Slovenien har en gammel vinkultur; de bedste vine kan blandt andre smages på gourmet-restauranterne Noma og Geranium i København.
Slovenien har 13 golfbaner – netop en tur på golfbanen med en efterfølgende spabehandling er blandt produkterne, landet håber, vil blive populært hos danske turister.
Slovenien blev introduceret for pressen på vinbaren Terroiristen i København. For arrangementet stod Susanne Brøgger, indehaver af rejsebureauet Weforyou, der arrangerer rejser til Slovenien, og Anette Price fra Price Kommunikation.