Slut med aviser hos SAS

SAS Newsstand

SAS øger udbuddet af digitale aviser til download på SAS app’en. Nationale og internationale aviser er i app’en ”SAS Newsstand” 22 timer før afgang. Samtidig med det digitale udbud øges, forsvinder gratis papiraviser i gaten 1. marts.

Siden sidste sommer har det været muligt at downloade et udvalg af aviser via ”SAS Newsstand” på mobiltelefonen og tabletten før afrejse. Nu øges også udbuddet af digitale magasiner.

”SAS’ kunder bliver mere digitale. Med flere tilbud i SAS Newsstand og vores samarbejde med Readly tilbyder vi en digital løsning, hvor kunderne også har adgang til en lang række aviser 22 timer før rejsen,” siger Eivind Roald, koncerndirektør for commercial i SAS, og tilføjer:

”SAS’ digitale fokus er hovedårsagen til, at vi stopper med at have papiraviser i gaten. Ud over det, så er den store mængde papiraviser i alle lufthavnene en udfordring både fra et logistisk og et miljømæssigt perspektiv.”

Aviserne vil dog fortsat være i loungerne som hidtil.