Slut med papir for biludlejning

Siden den 1. januar er håndteringen sket elektronisk med Amadeus Cars e-Voucher. Muligheden for at anvende elektroniske bookingbekræftelser blev lanceret i 2006 og slog hurtigt igennem som en måde at effektivisere bookingprocessen og gøre den mere grøn. Ved årsskiftet forsvandt papirblanketterne for udlejningsbiler så helt.

Amadeus Cars e-Voucher er en betalingsløsning som betyder, at udlejningsfirmaerne ikke længere behøver at trykke og distribuere fortrykte lejekontrakter til rejsebureauerne. Det sparer tid og penge og skåner miljøet. De rejsende behøver heller ikke at fremvise papirdokumenter, når de henter eller betaler udlejningsbilen.

Cirka 99.000 rejsebureauer og 34.000 af flyselskabernes bookingkontorer, som anvender Amadeus, kan gennem e-Voucher leje biler både hurtigere og mere sikkert.

 

 

Skrevet af Flemming Juul