Spændende dag for SAS

SAS har indkaldt til pressemøde i morgen i Stockholm, hvor den ny koncernchef Rickard Gustavson (foto) vil aflægge sin første beretning om et halvår i luftfartsselskabet. Han har tidligere vovet sig ud med den optimistiske spådom, at det endelig, endelig ville blive til et plus på årsregnskabet, når kalenderåret er forbi.

Her i sommer ser det også ud til at kunne holde, men 1. kvartal var ikke for god – det er det nu aldrig – og senere fulgte både jordskælv i Japan og endnu en gang askeskyer fra Island. Alligevel var det ikke værre end det kan overvindes, bedømt på andre.

Juni tæller godt med på den gode side. Ikke mindst fordi RASK (målestok for billetindtægt og kapacitetsudnyttelse) gik frem med hele 5,8 procent.

Efter at have sat bundrekord går det nu fremad igen for aktien, som i går steg med hele otte procent til 10,3 kr.  Men det naturlige leje for et selskab, som tror på sin fremtid, uden al for mange forbehold, er formentlig omkring det dobbelte.

Det foreløbige svar får vi i morgen.

 

Skrevet af redaktionen