Spanair er Europas mest upræcise flyselskab

Spanair havde sidste måned 3.800 flyvninger – heraf landede blot 52,3 % indenfor den tidsramme på minus 15 minutter, flyselskaber verden over betragter som rettidig ankomst. Til sammenligning havde SAS i den anden ende af skalaen 15.600 flyvninger sidste måned – men landede til tiden i over næsten 93 % af tilfældene.
Tallene stammer fra Flightstats.com, der indsamler punktlighed på 150.000 flyvninger med ruteflyselskaber hver dag verden over, charterflyselskaber er ikke med i opgørelsen. Flightstats inkluderer både regionale og ”major airlines” i sin statistik.
Blandt de andre store europæiske flyselskaber med en svag punktlighed sidste måned var spanske Iberia, næstsidst, med 55,3 % for sine næsten 12.800 flyvninger, mens Turkish Airlines med 13.700 flyvninger havde en punktlighed på 57 %.
Ungarske Malev havde også problemer med præcisionen, 58 % af dets 3.400 flyvninger ankom på tid, mens Easyjet havde 11.900 flyvninger i august, hvor af 66,7 % kom til tiden.
Flightstats konstaterer blot præcisionstallene – om årsagen er udenfor flyselskabernes kontrol, fx flyvelederstrejker, fremgår ikke af opgørelsen.

Skrevet af Henrik Baumgarten