Spanien giver turistbusser ny mening

spansk turistbus i københavnTURISME: Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark har måneden ud en bus-kampagne på linie 1A i København. ”Det er en meget visuel buslinje der bl.a. kører gennem centrum af hovedstaden og i Hellerup og Klampenborg,” siger pressechef for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark.

”Vi har denne bus-kampagne kørende til og med uge 40 – udgangen af september – på linie 1A. Det drejer sig om en fuldt dækket bus, og 6 busser med vores logoer på bagsiderne. Det er en meget visuel buslinje der bl.a. kører gennem centrum af hovedstaden og i Hellerup og Klampenborg,” siger pressechef for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, Fortuna Isabel Lehnsdal Blázquez, til standby.dk

Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark har netop skiftet direktør; Juan Francisco Cervero er efter fem år i København vendt tilbage til hovedkontoret i Madrid, og i København har man sagt goddag til den nye direktør, Raúl Castro Cano. Han er uddannet i statskundskab og har siden 2006 haft forskellige stillinger i den spanske stat og har bl.a. varetaget opgaver inden for markedsanalyse i turistsektoren.

For første gang var der sidste år over en million danske besøgende i Spanien, syv pct. flere end i 2013.

Danskernes foretrukne rejsemål er fortsat De Kanariske Øer, 31 pct., Andalusien (med bl.a. Costa del Sol, Sevilla, Granada osv.), 22 pct., De Baleariske Øer, 21 pct., og Catalonien, 16 pct.