Den gennemsnitlige turisttilfredshed blandt udenlandske turister i Spanien fik sidste år en samlet score på 4,6 ud af 5, viser ny officiel undersøgelse fra de nationale spanske turistmyndigheder.
Den årlige undersøgelse af udenlandske turisters tilfredshed med deres ophold i Spanien sidste år fremgår af rapporten fra Encuesta de Satisfacción de los Turistas Internacionales (ESTI) – International Tourist Satisfaction Survey.
Markedsundersøgelsen viser, at den gennemsnitlige internationale turisttilfredshed i Spanien ligger på en samlet score på 4,6 ud af 5, en stigning fra året før, oplyser Det Spanske Turistbureau i Danmark i en pressemeddelelse.
Rapporten dækker turistbesøg i Spanien i 2023 og viser en bred vifte af informationer, herunder den generelle tilfredshed blandt internationale turister, opfyldelsen af forventninger på forskellige områder som indkvartering, gastronomi, fritidsaktiviteter, turistmiljø, infrastruktur og transport samt de udenlandske turisters hensigt om at vende tilbage til Spanien inden for det næste år.
Rapporten er baseret på mere end 17.500 interviews af turister i lufthavne, landeveje, jernbaner og havne i løbet af månederne maj (midtvejssæson), august (højsæson) og november (lavsæson), oplyses det.
Lille dansk fremgang fra 2022 til 2023
Det Spanske Turistbureau i Danmark oplyste tidligere i år til Standby.dk, at det sidste år blev til 1,191 millioner danske ankomster til Spanien mod 1,145 millioner året forinden, i 2022; de fleste danskere havde sidste år mellem fire og syv overnatninger i Spanien. De mest brugte opholdsformer er lejligheder, ferieboliger eller hotel.
ESTI-undersøgelsen for 2023 viser ifølge pressemeddelelsen flere forbedringer i tilfredsheden blandt danske turister, der rejser til Spanien. Disse forbedringer er særligt fremtrædende inden for offentlig transport, infrastruktur og oplevelser, hedder det.
Det Spanske Turistbureau i Danmark skriver i pressemeddelelsen, at ”Samlet set viser resultaterne, at danskere, der rejser til Spanien, oplever forbedringer i deres tilfredshed med landets fritidstilbud. Den markante stigning i tilfredsheden med kulturelle tilbud, underholdningstilbud og andre fritidsaktiviteter understreger Spaniens succes med at forbedre og vedligeholde høj kvalitet i sine turisttilbud.”
ESTI-rapporten indeholder også data om turisters tilbøjelighed til at vælge Spanien som destination, deres tilknytning til landet og deres hensigt om at vende tilbage inden for det næste år.
Undersøgelsen viser en høj grad af tilfredshed blandt de danske turister med Spanien som destination. Omkring 82,5 procent af de adspurgte, har besøgt Spanien tidligere. 62,6 procent af de danske turister tænker på at vende tilbage til Spanien inden for de næste 12 måneder og 35,8 procent har været i Spanien mere end 10 gange.
Hele ESTI-rapporten kan hentes via dette link (dog kun på spansk)
Relaterede artikler:
Spanien tiltrak 46.000 flere danske turister