Spansk flyselskab klar med 28 nye ruter

Spanske Vueling udvider næste år sit rutenet fra Barcelona og kommer dermed over 100 destinationer – der bliver også nye ruter fra Barcelona til Norden.

Vueling, delvist ejet af Iberia og British Airways, er klar med 28 nye destinationer næste år fra Barcelona – dermed har selskabet 100 destinationer fra Barcelona.

De seneste to år har Vueling åbnet 45 nye destinationer mellem Barcelonas El Prat-lufthavn. Fra næste år får Vueling fem nye destinationer, der aldrig før har været fløjet fra Barcelona, nemlig tyske Dresden, Rennes i Frankrig, Fez i Marokko, samt græske Rhodos og Kos.
Vueling tilføjer også fire nye lande til sit rutenetværk, Bulgarien, Finland, Gambia og Luxembourg. Selskabet håber, at op mod halvdelen af passagererne næste år er forretningsrejsende.

For at åbne de mange nye ruter fra Barcelona øger Vueling antallet af fly fra 34 til 43, Vueling har i dag 30 pct. af trafikken på Barcelona med 240 daglige flyvninger og 4,7 mio. passagerer.

De nye ruter fra Barcelona næste år tæller i Norden Bergen, Gøteborg, Helsinki og Oslo.

Vueling flyver allerede fra Spanien til Københavns Lufthavn. Selskabets nyeste rute mellem Spanien og København bliver fra Malaga. Her bliver der gennem vinteren to ugentlige flyvninger med Airbus A320 med plads til 180 passagerer. Fra slutningen af marts næste år, planlægger Vueling at fordoble kapaciteten på ruten til Malaga fra København.

Vueling flyver i dag to gange til Barcelona fra København, og vil ligeledes fortsætte med dette næste sommer. Over vinteren vil Vueling dog reducere betjeningen af Barcelona til 12 gange ugentligt fra København.