Fra næste måned har marketingchefen for Spies nyt job som koncernmarketingdirektørfor BC (Bella Center) Hospitality Group. Her skal hun stå i spidsen for en ny central marketingenhed.
Eva Lundgren har hele sin karriere været i rejsebranchen. Hun begyndte i 1996 som marketingkoordinator hos Ving Danmark. I 2008 kom hun ind under Thomas Cook Group, hvor hun i dag er chef for marketingsplanlægning for Nordeuropa samt marketingchef for Spies.
Men fra 15. januar skifter hun til BC Hospitality Group som ny koncernmarketingdirektørfor. Her får hun ansvar for markedsføring af alle BCHG-koncernens varemærker som for eksempel hotellerne Copenhagen Marriott, AC Hotel Bella Sky og Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers samt den japanske restaurant Sukaiba Copenhagen på Bella Sky-hotellet ved siden af Bella Center.
Eva Lundgren afløser hos BCHG Morten Jensen, der overgår til en satsning inden for gaming, i tråd med virksomhedens vision om at opdyrke nye forretningsområder.
Skal skabe mere forretning
Eva Lundgren skal i sin nye stilling hos BCHG være med til at skabe mere forretning baseret på de cirka en million besøgende, der hvert år går igennem dørene til Bella Center Copenhagen og koncernens foreløbig tre københavnske hoteller.
I Danmark er Eva Lundgreen nok bedst kendt for sin rolle som mangeårig marketingchef i Spies, hvor hun blandt var ophavskvinde til den prisvindende kampagne ”Do it for Denmark” samt den mere kendte ”Ferier, du ikke vil hjem fra.”
Ligeledes har hun også været ansvarlig for en større portefølje af Thomas Cooks internationale rejsebrands ligesom hun er i bestyrelsen i Dansk Markedsføring, oplyser BCHG.
Ny central marketingenhed
Hos BC Hospitality Group får Eva Lundgren ansvaret for en ny central marketingenhed, som skal udvikle og markedsføre alle koncernens forretninger.
Det er de tre hoteller og Bella Center Copenhagen, der i 2021 udvider med en 14.000 kvadratmeter stor multihal, og indholdsbrands som Bogforum, LegoWorld, CIFF (Copenhagen International Fashion Fair) – og andre brands, der må komme til.
”Eva har erfaring fra stort set alle elementer af marketingdisciplinen og kommer med høj faglighed, en solid værktøjskasse og gode referencer. Eva har hvad der skal til for at stå i spidsen for vores samlede marketingindsats,” siger Christian Folden Lund, kommerciel direktør i BC Hospitality Group.
Selv siger Eva Lundgren i pressemeddelelsen fra BCHG:
”Et naturligt fokus på kundeoplevelsen har altid været en hjørnesten i mit arbejde med marketing. Jeg glæder mig meget til at arbejde med rækken af stærke og spændende brands i en virksomhed, hvor der både er fokus på den løbende forretning, på forretningsudvikling og nytænkning.”
Relaterede artikler:
Tilpasninger i BC Hospitality Group