REJSEBUREAUER: Danmarks største charterrejsebureau fik sidste regnskabsår et overskud på 11,4 mio. kr. Danmarks to største charterrejsebureauer, Spies og Star Tour, har det seneste 10-år tjent over en milliard kr. – efter skat.
Med Spies’ overskud sidste år på det danske marked på næsten 11,5 mio. kr., har charterrejsebureauet de seneste 10 år haft et samlet overskud på 535 mio. kr.
Spies er en del af Thomas Cook Gruppen i Nordeuropa. Her indgår også charterrejsebureauerne Ving i Sverige og Norge samt Tjäreborg i Finland – samt gruppens flyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia, der har hovedkvarter i Københavns Lufthavn.
”Thomas Cook Airlines Scandinavia har i det regnskabsår, der endte i september sidste år, igen skabt et imponerende overskud, denne gang 179,5 mio. kr.,” siger rejsebrancheanalytiker, Ole Egholm, til standby.dk og tilføjer: ”Med de nye tal for alene charterrejsebureauerne Spies og Star Tour i Danmark, har Spies overhalet Star Tour som branchens mest overskudsgivende rejsebureau set over en 10-års periode med et samlet overskud på 535 mio. kr. Star Tour er på andenpladsen i Danmark med et samlet overskud på 526 mio. kr. de seneste 10 år.”
På tredjepladsen over rejsebureauer med størst indtjening de seneste 10 år har Ole Egholm Kuoni (Apollo Rejser). ”Tallet for Kuoni er usikkert, fordi Kuoni kun aflægger et skandinavisk regnskab. Men ifølge mine beregninger har Kuoni tjent 187 mio. kr. de seneste 10 år i Danmark,” siger Ole Egholm. ”På 10 års listen følger herefter Albatros Travel med et overskud på 167 mio. kr., Bravo Tours er nr. 5 med 156 mio. og erhvervsrejsebureauet VIA Egencia (det tidligere bl.a. Via Travel, red) har tjent 152 mio. kr. de seneste 10 år i Danmark.”
”Det er dog kun Spies og Star Tour, vi endnu kender 2014-resultaterne for, begge har regnskabsafslutning i september,” understreger Ole Egholm. Han tilføjer: ”Både Spies og Star Tour har i sidste regnskabsår haft en mindre tilbagegang i omsætningen: Spies har mistet 2,8 pct. omsætning, der landede på 1.519.221.000 kr., mens Star Tour mistede 1,1 pct. i forhold til forrige regnskabsår og fik en omsætning sidste år i Danmark på 1.519.552.000 kr.”
”Med andre ord lykkedes det Star Tour at fastholde pladsen som Danmarks største charterrejsebureau målt på omsætning, men det var meget knebent! Blot 331.000 kr. er forskellen i omsætning mellem Spies og Star Tour – uendeligt lidt når man har en milliardforretning.”
Sidste år blev ikke helt godt for Star Tour i Danmark – i seneste regnskabsår, der blev offentliggjort forleden, blev det til et underskud på 38 mio. kr.
Britt Eivor Andersson, der sidste år afløste Birthe Madsen som nordisk chef for TUI/Star Tour-gruppen, har overfor Børsen forklaret underskuddet med, at Egypten i vinteren 2013/2014 faldt ud pga. de politiske uroligheder, og at der derfor blev lagt mange flere pladser op på Kanarieøerne end markedet kunne bære. Det betød, at mange rejser blev solgt med underskud.
Ligeledes, siger hun, pumpede Star Tour og andre charteraktører alt for mange charterrejser ind med afgang fra Billund Lufthavn.
Star Tour-gruppen ejes af den tyske TUI-koncern, mens Spies & co. er ejet af engelske Thomas Cook Group.