Spies får fra efteråret et nyt grupperejsekoncept ”Mad- og Vinrejse.” Det indgår i rejsebureauets voksende udbud af grupperejser henvendt til solorejsende i fællesskab med andre.
Toscana er destinationen, når Spies lancerer den første Mad- og Vinrejse den 2.-5. oktober. Ferien, hvor der flyves med rutefly, inkluderer blandt andet et madlavningskursus.
Spies, der i år fejrer 70-års jubilæum, skriver i en pressemeddelelse, at grupperejser er populære som aldrig før. Sidste år steg antallet af grupperejser under konceptet ”Rejs alene i fællesskab” til det tredobbelte. Det oplyses ikke, hvor mange rejser, det drejede sig om.
Men efterspørgslen får nu Spies til at udvide kapaciteten af grupperejser. Med det nye Mad- og Vinrejse-koncept er der fokus på god, lokal gastronomi og hyggeligt samvær, oplyses det.
Om den første Mad- og Vinrejse til Toscana siger Spies’ pressechef, Sofie Folden Lund, i pressemeddelelsen: ”Danskerne er vilde med Italien, viser vores salgsstatistikker. Vores salg af ferier til Italiens hovedstad, Rom, er steget med 12 procent målt i forhold til sidste år.”
Den næste Mad- og Vinrejse hos Spies bliver til Barcelona.
Et nyt tilbud
Spies skriver også i pressemeddelelsen, at Mad- og Vinrejser er et nyt tilbud, der møder den stigende interesse for solo-grupperejser.
Men Mad- og Vinrejse-konceptet er åbent for alle, skriver Spies i pressemeddelelsen. I øvrigt er solo-rejsendemuligheden særligt populært hos Spies, og derfor vil rejseselskabet nu udbyde mere end dobbelt så mange solo-grupperejser som sidste år. Det fremgår ikke, hvor stor stigningen er.
Sidste år kom Spies med et andet nyt koncept: ”Ferie alene – med dine børn.” Her kan enlige forældre feriere med deres børn sammen med andre forældre, der også rejser alene med børn.
I år forventer Spies i alt 260.000 gæster, heraf 150.000 i den kommende sommersæson. Cirka 10 procent af Spies’ gæster rejser med rutefly via dynamisk pakketering, typisk rutefly og hotel.
Relaterede artikler:
Rekord-omsætning i Spies, men pres på indtjeningen
TUI: Madfavoritter er navnlig i Sydeuropa
Disse lande har de dyreste hoteller og restauranter

STANDBY.DK Nyt om rejser


